Merlot er succes-druen i 90′erne, hvis man skal tro amerikanerne. De har i hvert fald taget Merlot-vinene til sig – de er ligefrem ved at overhale Cabernet Sauvignon! I Bordeaux er det også en dominerende drue, hvor den dog blandes med de øvrige “Bordeaux-druer”. I St. Emilion og Pomerol er hovedvægten lagt på Merlot og her producerer man nogle fantastiske vine, kulminerende med Château Pétrus fra Pomerol. Også i Italien er Merlot blevet meget plantet drue. Her giver den dog stadig nogle lidt tynde vine på nær nogle få undtagelser.
Merlot giver en blød, smidig, medium-fyldig vin med smag af bær og chokolade. Står den helt alene er det en meget tynd og blød vin, som de fleste vil kunne lide – derfor den store efterspørgsel. Den er dog bedst, hvis den får lidt rygrad fra f.eks. Cabernet Sauvignon, som også kan tilføre den farve og tannin.