Frankrigs naturlige anlæg for mangfoldighed i vindyrkningen suppleres af indbyggernes søgende, sensuelle nysgerrighed. Modsat Italien finder man ikke vin overalt, derimod findes en overflod af specialiteter og særheder. Dette gør fransk vin sjov at gå på opdagelse i.

Frankrigs vindistrikter byder på et væld af druer, som oftest opkaldes efter distriktet. Af vindistrikter kan nævnes f.eks. Bordeaux, Bourgogne, Jura, Savoie, Loiredalen, Alsace, Rhonedalen og Champagne. Dertil kommer de sydfranske vine.

Af de utallige vines egenskaber holder mange af Bordeauxens varme duft, ofte med cedertræ. Den raffinerede blanding af frugt, eg og solvarme marksten. Vinens fordøjelighed og evnen til at modne til en blødere, mere afrundet vin.

Bourgognens lethed, spænding og energi samt duften og smagen af kirsebær og hindbær.
Vine fra Loiredalen er afholdt pga. deres aromatiske finesser, komplekse smag og de bedste søde vines evne til at modne i årtier samt de hvide vines livlige og madegnede friskhed.
Alsacevinene har ofte en krydret duft og mange holder af de regulært tørre vines egnethed til mad. Derudover afsætter de meget forskellige jordbundsforhold i regionen deres brogede smagsindtryk i vinene.

Er man til pebrede, krydrede vine med en robust karakter vil man holde af Rhônevine. Man får meget for pengene blandt de bedste Côtes du Rhône og Côtes du Rhône-villages. De sydfranske vine er afholdte for deres overdådighed, vildskab og varme. Regionen byder på en fornemmelse af udforskning og nye opdagelser. Derudover byder Sydfrankrig på hyggelige og behagelige forstærkede vine.

 

Frankrig er uden sammenligning førende indenfor de store vine. Champagne, Bourgogne og Bordeaux er dels historiske klassikere, dels verdens hhv. fineste mousserende vin, lette rødvin og middelkraftige rødvin. De bedste vine fra Rhône, Alsace og Loire er også ubestrideligt fine, og dertil kan føjes trioen fra Bandol, Cahors og Madiran.

 

De franske vines styrke er den store mangfoldighed og variation. Vinene er næsten altid egnet til mad. De har en medfødt følelse af balance og finhed. Producenterne er villige til at lade druesortens og vinmarkens naturlige egenskaber træde frem i vinen, selv når denne kan virke speciel, særpræget eller skæv i en international kontekst.